Limfjorden Rundt - Træskibenes Festdag i Thisted 8. september 2026

27-12-25

 

Hver september, i uge 37, fyldes Limfjorden af historiske træskibe, når Limfjorden Rundt – en af Danmarks største og smukkeste træskibssejlads – sætter kursen gennem Limfjorden. Sejladsen er et årligt tilbagevendende højdepunkt, hvor knap hundrede klassiske skibe deltager i en uge fyldt med sejlads, kultur og maritimt fællesskab.

Et af de stemningsfulde stop på ruten er Thisted, hvor skibene traditionen tro ankommer tirsdag. Her forvandles havnen til et levende maritimt miljø med duften af tjære, lyden af tovværk og synet af smukke, gamle skibe, der lægger til kaj side om side. Skiben ankommer typisk fra kl. ca. 15,00

 

Kulturarv......i Thisted Havn

 

Thisted Sejlklub står som arrangør af dagens aktiviteter i Thisted – i tæt samarbejde med Thisted Kommune og Thisted By. Sammen skaber vi en dag, hvor både sejlere, borgere og besøgende kan opleve fjordkulturen helt tæt på. Havnen summer af liv med musik, hygge, fællesskab og mulighed for at komme helt tæt på de imponerende træskibe og deres besætninger.

 

Limfjorden Rundt er ikke bare en sejlads. Det er et levende stykke kulturarv, der binder fjordens byer sammen og hylder den maritime historie, som gennem generationer har formet livet langs Limfjorden. Og i Thisted bliver denne historie fejret med åbne arme, stærkt fællesskab og en helt særlig atmosfære.