Mors Cup

Thisted Sejlklub indbyder hvert år til den traditionsrige distancesejlads »Mors Cup«, der normalt altid afvikles den anden weekend i juni. BEMÆRK dog at sejladsen i 2019 er flyttet til lørdag den 15. Juni, da 2. weekend er Pinse-weekenden, og TS derfor vurderer, at for få både kan deltage i den normale weekend.

Det er en af landets ældste og smukkeste distancesejladser, i beskyttet, men krævende sejladsområde.

Ved en gennemgang af gamle pokal bøger kan det konstateres, at der er sejlet Mors Rundt allerede tilbage i 1957. Det er vi selvfølgelige både stolte og ydmyg overfor, men også bevidste om, at Mors Cup hele tiden skal udvikles.

I 2019 havde vi derfor planlagt at give mulighed for at deltage i en “single” eller “dobbel” handet sejlads med løbsinddelinger. Da tilsvarende sejlads afvikles ugen efter af Struer Sejlklub, har vi kollegialt valgt i år ikke at konkurrere hermed. Vi tager dog “temaet” op igen næste år. I år er alt således ved det gamle for de, som foretrækker det.

 

Tilmelding

Tilmelding er kun mulig vis Limfjordskredsens hjemmeside under fanen “Stævner” og derefter “Mors Cup”: http://Limfjordskredsen.dk/mors-cup/. Tilmeldingen er kun gældende når betaling via MobilPay er sket.

Tilmeldingsfrist er tirsdag d. 11. juni 2019.

Pris:

Prisen for deltagelse er kr. 300 pr. båd og kr. 200 pr. sejler (fx. båd med 3 sejlere kr. 900). Beløbet dækker startgebyr, morgenmad lørdag og søndag, madpakke lørdag og aftensmad lørdag.

Sejladsbestemmelser:

Mors Cup – sejladsbestemmelser 2019-4

Resultatlister

Resultatlister finder du her, under Dokumenter > Resultatlister

 

Program:

FREDAG

Fra 16:00 og resten af dagen er der kranservice i Thisted.
Fredag eftermiddag og aften ankommer gæstende sejlbåde til Thisted/Vilsund.

17:30–21:00 er der uddeling af løbspapirer i Thisted.
Fredag aften er grillen er klar fra 18:00 ved klubhuset i Thisted.
Der er salg af øl, vand og pølser i/ved klubhuset i Thisted.

LØRDAG

Thisted:
07:00 skyder Formanden sejladsen i gang i Thisted.
Derefter er der morgenmad i Thisted, og madpakker udleveres mod fremvisning af løbspapirer.

Vildsund:
07:30, kan løbspapirer og madpakker hentes i Vildsund.
09:00, Første start, Vilsund
09:30, Anden start, Vilsund
10:00,  Tredje start, Vilsund
10:30 Fjerde start, Vilsund

Thisted:
Ca. 17:00 sejler feltet af både forventeligt ind i Thisted Bredning.

Ca. 18:00 Første båd i mål
21:00 er der varm forplejning, præmieoverrækkelse og lodtrækning om præmier i Thisted Sejlklubs Bådhaller

BEMÆRK
Ca. tidsangivelserne afhænger naturligvis af vindstyrke og –retning.

Ved lodtrækning af præmierne SKAL vinderne være til stede i Bådhallerne ellers bortloddes præmien på ny.

SØNDAG

07:00-11:00, morgenmad mod aflevering af spisebillet i Thisted.

 

Historie:

Mors Cup er en gammel sejlads, ved gennemgang af gamle pokal bøger kan det konstateres, at der er sejlet Mors Rundt i 1957.

Om det er starten på denne sejlads ved vi ikke, men ved samtale med et meget gammelt medlem, fandt vi ud af at sejladsen ikke fandtes i 1947, det var det år medlemmet solgte sin båd, Viking II. Der har i de mange år været mange sjove episoder, men heldigvis uden de store uheld.

Året 1982 huskes af en del, som det år hvor de fleste kun nåede til Doverodde eller Sillerslev, vinden var simpelthen for kraftig, en enkelt eller to både nåede Thisted. Der har selvfølgelig også været år hvor der var så lidt vind at de første både nåede Thisted næste formiddag, hvad der selvfølgelig var helt normal for de første mange sejladser, idet bådene ikke formåede at nå den hastighed der sejles med i dag.

En sådan sejlads, hvor vinden løjede af sidst på aftenen, oplevede vi sidste gang i 1988, jeg husker det ganske tydeligt, jeg sejlede selv H-båd, og vi var nået til Feggesund ved midnatstid, og havde en enkelt konkurrent foran. Kl. 24.00 var det gastens fødselsdag, og vi illuminerede båden hele vejen rundt, med fyrfads-lys, trak champagnen op, og fik en bid brød, mens vi stille og roligt drev foran vores konkurrent, der bandende måtte se til.

De ekstrem hurtige både, der findes i dag, har selvfølgelig med den rette vinds hjælp, været årsag til en sejladstid på kun 5 timer 57 sekunder. Denne rekord indehaves af en af Mathis’s både fra værftet i Ålborg, året erindrer jeg ikke. Men i 1998 var det også en Matis båd der var hurtigst, nemlig båden ”Multiform” af typen Mathis Delta. Der findes selvfølgelig andre måder at være langsom på, f.eks. som en vis Hr. Mølgaard fra Thisted Sejlklub, første gang han deltog som skipper i egen båd, satte han sin ”Larsen 25” godt og grundig fast mellem to store sten, på sydspidsen af Ejerslev Røn, og først næste dag slap han fri, for øvrigt ved egen hjælp.

Året efter stod samme herre for en tyvstart, men som bekendt er tredje gang, lykkens gang, og Mølgaard, denne gang i en Diva 35, undgik både grundstødning og tyvstart, og vandt endda sit løb, så moralen er klar: ” øvelse gør mester ”

Dejligt er det også at opleve, at fornemme gamle træbåde deltager og endda også bliver overalt vinder, som det er sket for en af de smukke W-både, hvor der de sidste mange år har været 2-3 deltagere. Mors Rundt er en af de få distance sejladser der er tilbage, og det er derfor dejligt at opleve, at der igen er opgangs tider for denne sejlads, som min bedre halvdel og jeg selv har været arrangører af de sidste 31 og 21 år.

Else Larsen

Mors Cup

DEL SIDEN